Tankerne der fylder

Jeg burde virkelig ikke…

… Men det gør jeg så faktisk alligevel.

Men hvad er så jeg gør?
Jo det er en længere historie.

Der er en person, som igennem mange år, har hjulpet mig rigtig meget, støttet mig i svære perioder og situationer.
En som har lyttet hvis jeg har haft behov for bare at lukke lort ud og få afløb for alle mine tanker, positive som negative.
Lyttet til mine frustrationer over forskellige situationer med Miko, hans far eller de der drenge som man har været lidt forelsket i, men ikke helt har kunne finde ud af det.
På et tidspunkt kaldte jeg den her person for min soulmate, for jeg var virkelig så tæt på og med – og jeg havde ikke lyst til at lade være med at fortælle mine oplevelser.
For jeg vidste at denne person glædede sig på mine vegne, og jeg omvendt.
Det var virkelig en jeg stolede fuldt og fast på – én hvor jeg tænkte (på trods af en masse små stridigheder og uvenskaber) at det var noget der ville holde hele livet.
Jeg havde jo ikke lyst til at være foruden, og jeg ved at det var på samme måde, den anden vej rundt.
Der var helt klart kærlighed blandet ind i det. Ikke på nogen kæreste agtig måde – men på venskabelig vis og familiært.
For personen var jo en del af familien – og er det da også stadig.

Vi har delt rigtig mange dejlige oplevelser sammen – og jeg fortryder intet af det vi har haft sammen. For det var VIRKELIG fantastiske tider.
En HEL sommer i hinandens selskab, sammen med vores to skønne unger – også timer uden dem, mens de var i hver deres børnehave.
Hygge om aftenen med grill sammen, alle sammen, eller kun os to, hvor børnene enten blev passet af deres fædre hver især, eller samme sted af en anden nær person.
Vi har grint og grædt sammen – støttet hinanden igennem svære tider, og bare været der for hinanden.
Vi har skrålet singstar for åbne vinduer, en tirsdag aften og drukket som gamle sutter. Men vi havde det sjovt. Det havde faktisk altid.

Der har været rigtig mange misforståelser os i mellem, der har været mistillid omkring bestemte emner.
Det hele har været med til at skabe større stridigheder i sidste ende, fordi vi ikke har sat os ned og fået snakket om tingene i tide. Men i stedet skulle nå at blive uvenner, inden snakken blev taget.

Jeg ville for alt i verden ønske, at det stadig kunne fungere i mellem os, men meget tyder desværre på at det kun forbliver et ønske.
At det ville kunne fungere er dog ikke kun for min skyld, men ligeså meget for de andre i familien.
For det er da nemmest at være samlet, når alle trives på bedste vis.
Og ikke mindst for Mikos skyld – han var jo også blevet tæt med denne her person, og dem personen lever sammen med.

Vi må vidst se os besejret af alle de stridigheder og hvad der ellers har været igennem tiderne.
Sørgeligt? Ja det må jeg sgu alligevel indrømme.

Men hvad er det så jeg ikke burde?
Jeg er ikke sikker på om jeg burde, men jeg gør det.
Jeg savner jo alligevel denne her person – og synes det er vildt mærkeligt at vi ikke aner noget om hinandens liv mere, andet end det vi lige kan læse os frem til på hinandens instagram profiler.
Jeg synes det er underligt at vi ikke ses – at vi ikke har kunne finde tid til hinanden.
Tid til at ses.
Jeg synes det er trist at det endt sådan her.

 

20170116_205512

Det var alt for denne gang. Tak for DU læste med ?
See you next time ; – you know you love me

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar