Mit liv, Vores hverdag

Sådan blev to til tre ?❤

Da min eks og jeg gik fra hinanden, blev jeg boende i lejligheden med Miko, mest for at han ikke skulle rives ud fra de rødder vi havde fået os i den lejlighed vi boede i.
Det var selvfølgelig også det nemmeste at vi blev boende, eftersom at Miko skulle have bofæl hos mig, så Miko og jeg ikke skulle ud at have et midlertidigt sted at bo, indtil vi kunne finde en ny lejlighed.

Dog flyttede vi et halvt års tid efter, til en lejlighed i samme opgang som min kusine.
Hun har ALTID hjulpet mig rigtig meget, både før og efter jeg fik Miko.
Vi har været rigtig tætte i mange år, og det skal der aldrig ændres på.
Selvfølgelig har vi haft vores uenigeheder og diskussioner, og været dødeligt uvenner, sågar stoppede vi med at snakke i en længere periode.

Men det var rigtig dejligt at komme tættere på hende, og så var det også en rimelig centralt beliggende lejlighed, og tæt på min skole.
All a win win situation ?

Vi boede kun i den lejlighed et år, det var i den lejlighed vi boede da jeg mistede min far, og jeg havde brug for at komme væk.
Væk til et sted hvor han ikke havde været.
Der var alt for mange minder, og det gjorde ondt at mindes ham. For jeg savnede ham – dag og nat.
Jeg har ikke fortrudt at jeg flyttede, for vi flyttede ind det lækreste rækkehus, hvor vi fik vores egen lille have – både foran og bagved ?
Det var SÅ skønt.
Det gav os også muligheden for at få en lille vaps, da vi nu havde en have den ville kunne komme ud i når den skulle have behov for det.

Samtidig ville Miko og jeg også kunne komme ud og nyde solens stråler noget mere end vi ellers førhen har gjort.

Men men, tilbage til sagens kerne.
Jeg havde haft et par små forhold efter jeg var gået fra Mikos far, men ikke nogen hvor det havde udsigt til at kunne holde resten af livet. Der var for store forskelligheder, og for mange uenigheder.
Jeg havde en profil på en dating side, men det var ikke fordi jeg havde heldet med mig derinde. Jeg var også medlem af nogle singlegrupper på facebook.

Og det var så på en af de her singlegrupper jeg skulle finde kærligheden.
Den aften hvor der skulle komme storm ind over landet, sidder jeg og kigger hvad der sker på facebook, og jeg ser et opslag om at der er et soveværelse til rådighed som beskyttelsesrum, da der alligevel aldrig sker noget der inde. (Ja det lyder som en dårlig scorereplik, men hei det var jo også en singlegruppe)
En lille kæk bemærkning som kommentar, og sådan startede det hele faktisk.

De efterfølgende dage, skrev vi sammen i privatbeskeder.
Vi fandt hurtigt ud af at vi skulle mødes til en kop kaffe – dog uden at drikke en kop kaffe (ingen af os drikker kaffe) så vi fik en tår cola i stedet for.

Efter første møde, tænkte jeg at det absolut ikke ville udvikle sig til andet end venskab, da jeg ikke følte den der gnist, som jeg ellers har følt ved mine andre kærester. Og sådan havde jeg det faktisk de første 3 eller 4 gange vi så hinanden.
Men lige pludselig ændrede det sig, og for dælen så blev benene fejet helt væk under mig.
De første to måneder vi sås, var på tider hvor Miko ikke var hjemme eller når han sov. Ingen af os havde lyst til at forvirre ham ved at præsentere ham for nogen, hvor det måske ikke blev til mere.

Vi blev enige om at de skulle mødes mellem jul og nytår, og Christian blev heldigvis taget godt i mod af Miko.
Et par dage efter mødte Christian min veninde, som var på besøg hos mig, hvor Christian samtidig spørger om han må kigge forbi.
Midt i det hele ringer min fætter og siger at han er blevet single, og han kommer derfor også forbi. Christian kendte i forvejen min fætter så der var intet problem der.

Vi ses nogle gange om ugen de første mange måneder, men bliver hurtigt enige om at flytte sammen. Der er flere årsager til at vi kommer frem til den beslutning, men der var ca. 20 km i mellem os, så det ville være meget nemmere og billigere.
Samtidig skal Miko starte i skole, tæt på hvor Christian bor, så det gjorde det også nemmere at træffe beslutningen.

Miko har heldigvis været super glad for beslutningen, men han kom jo selvfølgelig også til en have der nok var 20 gange så stor som den vi havde. Og så var der jo endelig plads til den trampolin drengen havde ønsket sig i noget tid.

Det er nu ved at være to et halvt år siden vi flyttede hjem til Christian, og vi er stadig rigtig glade for at bo her.
Vi mangler bare lidt mere plads – men gør man ikke altid det?

 

wordswag_1481725501945

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar