Mit liv som mor, Tankerne der fylder

Når den der lille “nyhed” får det hele til at vælte

Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg Mit barn er ikke som alle andre, så er Miko ikke helt som alle andre.

Jeg blev ramt af en virus under graviditeten, som desværre påvirkede Miko. Det har gjort at han har mistet hørelsen, inden for de første to leveår. På en måde er det kun godt at det skete så tidligt som det gjorde, selvom det har givet en masse udfordringer med på vejen siden hen. Der har været en masse kontrol på sygehus, flere gange om året. Det er faktisk lidt trættende i længden.
Men selvfølgelig skal det gøres, og det positive er også at Miko og jeg får en fridag sammen, de dage hvor vi skal til kontrol – og dem kan jeg ikke få for mange af 😉

Virussen gjorde desværre også at han har en cerebral parese (spastisk lammet) i venstre side af kroppen. Han har indtil nu haft en benskinne, som har skulle hjælpe ham med at få strukket hans achilles sene, da den er hæmmer hans gang. Han har flere gange været ambulant indlagt, for at få botox (ja botox) sprøjtet ind i musklerne i ben og arm. Det har heldigvis også hjulpet, og nu har vi fået lov til at være benskinnen foruden – hvilken lettelse det har været de sidste par måneder 🙂
Desværre har botoxen ikke hjulpet synderligt meget på hans arm, men vi prøver én gang til. Snøft – endnu en tur på sygehuset, hvor bassen skal i narkose 🙁
Jeg hader det.

Jeg var for nylig med Miko til tandlægen. Heldigvis fik vi at vide at han har rigtig pæne tænder, og ingen huller 😀
Men han har tendens til overbid – vi ved ikke endnu om det er noget der retter sig selv, når han får skiftet alle mælketænderne ud med de blivende tænder.
Ellers kræver det en bølje til at få rettet op på det. Heldigvis er det et midlertidigt projekt, med sådan en bøjle.
Dem kan moderen godt lide for tiden.
Lige siden vi fik konstateret at Miko havde en cerebral parese, er jeg blevet anbefalet af lægerne at få tjekket Mikos syn, da det ville kunne give en indvirkning på det.
Ikke de bedste odds han har, da jeg selv i en tidlig alder fik briller.
Jeg har forsøgt flere gange at få tjekket hans syn, men samarbejdsvillig og stædig som barnet er, har det ikke været det nemmeste at få tjekket.
Langt om længe har jeg fået tjekket det, og desværre ikke med det resultat jeg håbede på.
Det viser sig at han er nærsynet – ligesom sin mor. Og optikeren anbefaler at vi begynder at få det korrigeret allerede nu.

Det fik hele min verden til at vælte, ikke lige med det samme, men en lille uges tid efter.
Han har jo så meget at kæmpe med i forvejen. Hvordan er nok, nok?
PhotoGrid_1480852224010

Efter at have været en ekstra tur oppe hos optikkeren, og vi lånte nogle forskellige briller med hjem, har jeg faktisk efterhånden vænnet mig til tanken.
Jeg ville for alt i verden ønske at jeg kunne lave om på det, og sørge for at det ikke var en nødvendighed, men det kan jeg ikke og må få det bedste ud af det.

Alle de små særheder er jo også det der gør ham helt unik og sin egen.
Og sådan en dejlig dreng han er. ❤

 

wordswag_1481725501945

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar