Mit liv som mor, Tankerne der fylder

Jeg – intet mindre end – hader det..

For at være helt ærligt, så synes jeg det er forfærdeligt at Miko er delebarn.
Selvfølgelig er jeg MEGA lykkelig for at Miko og hans far altid har haft det godt sammen, og at de hygger sig.

Da jeg blev gravid, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle end som alenemor, og slet ikke efter kun lidt over 2 år.
Men jeg er på ingen måde i tvivl om at det var den rigtige løsning, ikke længere at bo sammen med min eks.
Jeg var simpelthen ikke glad længere, og vores forhold havde ændret sig til rent venskab. I hvert fald fra min side. Det var en utrolig svær og hård beslutning – og det gjorde afsindigt ondt at ende forholdet. Men jeg var nødt til at tænke på mig selv, og hvordan min hverdag skulle se ud.
Men den dårlige samvittighed over at fratage Miko tiden med sin far hver dag, hang mig over hovedet i MEGET lang tid, og det gør den stadig til tider.
Men hellere to glade forældre hver for sig, end to forældre der er ulykkelige sammen.

Vi har lige siden vi gik fra hinanden, været enige om at det på I N T E T tidspunkt, måtte gå ud over Miko. Vi skulle kunne finde ud af at samarbejde og blive enige om hvordan tingene skulle være – selvfølgelig kan vi ikke bestemme hvordan tingene skal være hjemme hos hinanden, men vi da enige om de vigtige ting.
Skulle der opstå noget, snakker vi sammen inden der bliver lavet store ændringer. Det er meget vigtigt for mig at Miko ved at hans forældre kan snakke sammen, og finde ud af at være i rum sammen.

Vores hjem har altid været åbent for Mikos far, og det vil det altid være, vi har i en længere periode spist sammen en til to gange om ugen. Vi har også hvert år været en tur i Knuthenborg sammen – eller det vil sige, indtil jeg fandt sammen med Christian – ikke firdibdet har skabt nogle problemer, faktisk tværtimod,jeg synes bare det ville være underligt, hvis vi alle fire tig afsted til Knuthenborg – men hvem ved, måske det sker en dag. Mikos far er tjener, hvilket gør det mere problematisk med samværet. Der er selvfølgelig de faste dage hvor Miko er hos sin far, men der har altid været plads til at han har kunne komme og besøge Miko hjemme hos os, hvis han har haft en ekstra fridag eller to.

Men for fanden hvor jeg virkelig inderligt hader at han er delebarn. Jeg ville ELSKE ikke at skulle dele ham med nogen.
Jeg synes det er hjerteskærende at sige “vi ses” til Miko om morgenen de dage hvor han skal til sin far. Lige meget hvor uvenner vi kan blive, så savner jeg ham lige så snart jeg har vendt ryggen til ham på skolen om morgenen.
Let’s face it – ingen er perfekte, og vi har sgu vores diskussioner, vi har begge to et temperament der er værd at tale om OG er stædige som et æsel ?
Og så juleaften – hvor han hvert andet år skal hjem til sin far nu – ikke nok med at det er juleaften, en dag der ALTID har haft en speciel betydning for mig, så er den altså endnu mere betydningsfuld nu, hvor det samtidig er Mikos fødselsdag.
Det er kun 2 år siden Miko holdte jul hos sin far for første gang – og det var hårdt. For dælen den trak tænder ud. Vi skulle holde jul sammen med min svigerfamilie, og de to skønne nevøer, gjorde at savnet var endnu større, for det var jo helt forkert at Miko ikke skulle være med. Til at lege med de andre to banditter – larme og lave ballade i hele hytten hos min dejlige svigerinde og skønne svoger.

Det er virkelig noget jeg skal vænne mig til. Jeg har jo selvfølgelig også været lidt forvent de første 6 juleaftener af Mikos liv.
Men selvfølgelig skal han fejre jul med sin far, jeg kunne aldrig drømme om at komme mellem de to.

Derfor ændre det nu alligevel ikke på mine følelser om at jeg gerne ville have ham for mig selv ?

 

wordswag_1481725501945

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar