Mit liv som mor

Drømmen om et barn

Jeg har altid vidst at jeg ville være mor. Har altid drømt om at få et barn.
Jeg vidste ikke hvornår det skulle være eller hvor gammel jeg skulle være. Men jeg ville ikke være for gammel før jeg fik det første barn, men jeg ville heller ikke være for ung.
Jeg havde nogle ting jeg godt ville nå inden jeg skulle tage ansvaret for et andet menneske.

Jeg fik som 18 årig job i Englang, og boede derovre i seks måneder, hvilket gjorde mig meget selvstændig og mere moden.
Samtidig blev jeg også lidt mere udadvendt – jeg har altid været genert.

Da jeg var 20 år startede jeg som bartender på en karaoke bar, hvilket var en kæmpe udfordring for mig, da det jo kræver at man er på og meget udadvendt for at få solgt så meget som muligt.
Men det var som om, at jeg “påtog” mig en rolle når jeg trådte ind bag baren, og så alligevel ikke.
Jeg udviklede mig til at blive mere åben.
Jeg havde det sjovt og jeg elskede at arbejde på den bar.

Jeg fik et super godt forhold til min chef og hans kone – snakker stadig den dag i dag med konen, og vil ikke være hende foruden.

Det var også her, på denne bar, at jeg mødte Mikos far.
Jeg tror faktisk at det var på min første vagt.
Vi snakkede rigtig godt, men var kun venner.
Der skulle næsten gå et helt år før vi faktisk blev kærester.
Vi havde efter nogle måneder, noget turbulens i forholdet, og endte med at holde en pause.

Vi fandt så sammen igen efter lidt tid, og jeg endte med at stoppe mit job på baren, meget heldigt eftersom jeg fandt ud af en måneds tid efter at jeg var blevet gravid.

Vi snakkede meget frem og tilbage om hvad vi skulle og hvad vi ikke skulle.
Jeg har altid været imod abort, og det var jeg også her.
Jeg havde jo altid drømt om at få et barn, og jeg følte at jeg var klar.
Min beslutning var truffet, spørgsmålet var så bare om jeg skulle gøre det alene eller sammen med faren.

Det endte med at blive et barn vi ville tage os af i fællesskab.

Vi kommer frem til den beslutning – eller det vil sige jeg gør – at jeg gerne vil have en planlagt hjemme fødsel, da jeg ikke er den største fan af sygehuse, og vi snakker derfor med de jordemødre, som står for hjemmefødsler i mit område.
Og beslutningen bliver derefter mere fast.
Jeg ville slet ikke kunne forestille mig at skulle afsted til et sygehus, tænker jeg.

Jeg har fået oplyst fra min læge at min terminsdato er d. 26. december.
Det er også helt ok, så længe det ikke er juleaften er alle andre dato faktisk lige gyldige for mig.

Det skal så vise sig at den lille purk jeg har i maven, gerne ville være lidt ekstra speciel – så jeg får de første små veer sent om aftenen d. 22. december.
Men det er ikke kraftige veer på nogen måde.
Og der sker ikke rigtig noget.
Dagen efter kommer min mor forbi, hun tager mig med ud på shoppetur i bilka, siger at jeg skal sørge for at gå meget, så jeg får gang i de veer.
Jeg får besøg af jordemoderen kl 19.30 og hun siger at der i hvert ikke sker noget før d. 25. december.
Min mor vælger derfor at køre hjem igen da kl. er ca. 21.00

Da klokken bliver 22 siger jeg at jeg gerne vil have noget til smerterne og Mikos far ringer derfor til jordemoderen.
Da hun kommer bliver jeg undersøgt, og hun siger at der ikke går lang tid før vi har vores lille dreng i armene.
Jeg kommer i det fødekar vi har lånt, og det sætter skub i processen.

Kun fire timer efter jordemoderen er kommet, har vi vores lille bebs i armene, det hele går meget hurtigt, og jeg har fsktisk ikke rigtig nogen tidsfornemmelse.
Jeg får at vide hvad klokken er, og kan jo så ønske vores jordemoder glædelig jul, da klokken har passeret midnat og er 02.53 da den lille basse kommer til verden.

Efter at have fået ham op til mig, og lige har sundet mig lidt, ringer jeg til min far – midt om natten – for at fortælle at han er blevet morfar.
Miko når selv at fortælle ham det, for da min far tager telefonen græder han højlydt ♡

Min far kommer først på formiddagen, med tremmeseng og barnevogn, som for det første er en gave fra ham men også har været opbevaret hos ham – lidt overtroisk må man gerne være.

Da planen var at holde jul hjemme ved os dette år, snakker vi meget om hvad vi skal gøre, da det både er fra min familie og min svigerfamilie.
Vi beslutter at vi alligevel holder den hjemme, da jeg ikke føler for at skulle nogen steder med den her lille basse, så vi får hjælp til at tilberede maden, og lave det praktiske.

Udover at være træt og udmattet efter kun 3 timers søvn efter fødslen til vi er oppe igen om morgenen, er jeg jo helt oppe i skyerne af bare lykke over endelig at have fået den lille dreng i armene.
Der er mange ting der skal styr på, efter en hjemmefødsel og når der skal fyldes op med gæster senere på dagen.
Min far bliver selvfølgelig og hjælper alt det han kan, og nyder bestemt også at være den første der ser den lille prut.

Omkring middagstid kommer Mikos olle og to fastre, som hjælper med at få styr på maden og får dækket bord til gæsterne om aftenen.
Jeg får pænt at vide at jeg bare skal slappe af, passe på mig selv og baby.
Det må jeg jo så gøre.

Det er en stille og rolig aften og helt anderledes end planlagt – meget naturligt.
Men jeg husker det som en rigtig dejlig aften.

Dagen efter kommer min mor – hun har lavet julefrokost mad hjemmefra – min bonusfar, mormor og morfar kommer også.
Alle er jo nysgerrige for at se den lille baby.
Min sender mig ind og sove/slappe af, mens hun får styr på maden.

De er hos os i nogle timer, og det er rigtig dejligt at få lov at vise ham frem, men nyder virkelig også at være alene med ham.

Min drøm gik i opfyldelse – jeg har fået mit ønskebarn.
Han er skøn og dejlig.
I dag er bassen snart 8 år – og han startede i første klasse i august.
Kan jo slet ikke følge med i hans udvikling. Det er lidt svært nogle gange at forstå at han er blevet så selvstændig.
Men det er samtidig også fantastisk, det er jo nogle helt andre ting man kan med ham nu, end for bare to år siden.

 

wordswag_1481725501945

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar