Mit liv som mor

Mit barn er ikke som alle andre

Det der med at finde ud af at man langt om længe er gravid, når man har ønsket sig et barn i noget tid, er den mest vidunderlige oplevelse jeg nogensinde har haft..
I hvert fald på daværende tidspunkt.

Med et barn synes jeg at mange nye oplevelser kan overgå nogle af de gamle indtryk.
Dog vil der altid være de her øjeblikke, som bare vil være helt unikke, og altid vil have en speciel status, lige meget hvor dejlige de nye episoder så er.

 

Men men…

Jeg har den her famøse graviditets test, som viser to streger.. I lynets hast ringer jeg til lægen, og siger at jeg har to streger på en test. Bliver bedt om at komme forbi hurtigst muligt, så vi kan få bekræftet at det nu også er helt rigtigt.
Og det er det, selvfølgelig ?

Jeg får at vide med det samme at min termin er vil være d. 26. december.
Efter flere og lange overvejelser beslutter jeg mig for at jeg gerne vil have en hjemmefødsel, så jeg bliver tilmeldt ordningen, og får hjemmebesøg af jordmoder.
To helt fantastiske damer som står den ordning, i den landsdel hvor jeg bor.

Med hensyn til min termin, har jeg mine bekymringer for om det kan ende med at blive juleaftensdag at jeg skulle føde. De forsikre mig om at det ikke kommer til at, dels fordi at det er før termin, og jeg er første gangs fødende men også fordi at jeg selv har indstillet min krop på at det BARE IKKE skal være den dag.

 

Det skal så vise sig at jeg allerede dér har en meget stædig lille søn i maven, som synes at hans fødselsdag skal være d. 24. december ?
Så da mine veer så småt starter d. 22. december ringer jeg til min mor og snakker lidt med hende om det. Og selvfølgelig først efter jeg har snakket med jordemoderen.
Min mor kommer forbi dagen efter, og hjælper med at få handlet de sidste småting ind til juleaften, og hun koger den risengrød som jeg skal bruge til at lave risalamande af til juleaften. (Ja vi skulle fejre jul hjemme hos os det år)
Samtidig laver hun en anden portion risengrød til mig, så jeg får en god og solid aftensmad, så jeg har nogle energi hvis nu fødslen kommer ordenligt i gang.
Jordemoderen kommer forbi omkring kl 19.30, og siger at der er lang vej endnu. Det kan nemt blive 1. juledag før der sker mere.

Min mor og jeg beslutter at hun sagtens kan køre hjem, da klokken er omkring 21.00.
Men allerede en time efter tager veerne endnu mere til, og min eks ringer da efter jordemoderen igen, og vi finder ud af at fødslen er godt i gang på nuværende tidspunkt.
Hvad jeg ikke vidste var at min mor var taget hjem for at besøge min bror inden hun kørte helt hjem, så jeg ville ikke ringe til hende (min mor bor i Greve, og jeg i Slagelse – på daværende tidspunkt) Jeg er rigtig ked af at jeg ikke fik ringet til hende igen, for jeg ved at det ville have betydet alt for hende at være der, og jeg ville gerne have haft hende med.
Men sket er sket.
Efter jordemoderen er kommet, bliver jeg efter nogle timer sat ned i fødekar, for at få en smule smertelindrende, desværre er der ikke meget lindrende over at komme ned i det varme vand, men det har modsatte effekt på mig.
Det kan man jo så også betragte som positivt, i og med at jeg kom meget tættere på presseveerne, meget hurtigt.
I følge jordemoderen tog fødslen små 4 timer.
Min kære lille søn kom til verden onsdag d. 24. december 2008 kl. 02.53

Navlestrengen var viklet 2 gange rundt om halsen og hans højre hånd lå ved venstre kind.
Udover det ville det vise sig, at drengen skrev så snart hovedet var ude, og det betyder altså så at man presser videre uden nogen presseveer ?

Jeg fik dog en sund og velskabt dreng. -ved første øjekast. ?

Min lille dreng i sit første sæt tøj. Han er her 2 timer gammel

Min lille dreng i sit første sæt tøj.
Han er her 2 timer gammel

Der skulle gå et halvt år, før der blev stillet spørgsmålstegn ved hans motorik, så sundhedsplejersken kontaktede en motorikkonsulent. Hun kom med og kiggede på Miko, når sundhedsplejersken skulle komme. Efter et par besøg henviser hun os til en børnelæge, som med det samme sender os videre til børnelægerne på Holbæk Sygehus.
Heroppe får vi den dejligste og rareste børnelæge man kan komme i nærheden af. Han undersøger og gør ved. Og stiller spørgsmål og prøver at finder nogle forklaringer på hvad der kan være siden Miko ikke rigtig vil bruge sin venstre arm.
Jeg synes lidt mindre om den her læge, da han fortæller mig at han gerne vil have lov til at ligge min 10 måneder gamle dreng i narkose for at lave en MR-scanning på ham.
Hmm.. Det skal jo så vise sig at være en meget god ide at gøre, han finder ud at han Miko har en cerebral parese på venstre side. Det vil sige at han er spastisk i venstre side af kroppen.
Desværre kan vi ikke blive klogere på hvorfor han har fået den her spasticitet.

Miko 10 måneder gammel på Holbæk sygehus, klar til første gang i narkose

Miko 10 måneder gammel på Holbæk sygehus, klar til første gang i narkose

 

Da Miko er halvandet år, begynder hans farmor at undre sig over at Miko ikke rigtig er begyndt at have et sprog endnu. Og hun anbefaler mig at få det undersøgt af en ørelæge.
Pisse gal bliver, komme her og antyde at der er noget galt med min barns hørelse.
Men jeg følger jo alligevel hendes råd, og kontakter en ørelæge. Her får vi at vide at der intet er galt med ham og han bliver sendt hjem igen. Lige indtil vi får fortalt ham at Miko har en diagnose i forvejen.
Miko bliver derfor sendt videre til Roskilde, som heller ikke rigtig kan få noget ud af at undersøge ham, men de sender i stedet videre til Gentofte Sygehus.
Vi kommer derind, og der bliver lavet diverse undersøgelser. Allerede på første besøg, tager de aftryk til hvis nu han skal have høreapparater.
Vores besøg den første dag (21. december 2010) tog 3 eller 4 timer. Og vi vidst også set det meste af sygehuset.

De kan ikke få lavet undersøgelserne med ordentlige resultater, og vil gerne have at Miko bliver lagt i narkose, så man kan få nogle præcise målinger på hans hørelse.
Det sker i slutningen af januar 2011 – nærmere bestemt d. 28. januar.
Jeg har min far med på sygehuset den dag, og for pokker det var hverken nemt for min far eller jeg. Hårdt for min far, fordi det gjorde så ondt på mig at ligge Miko i narkose igen. Og så i 3 en halv time denne gang.
Heldigvis har min far altid været en utrolig god støtte for mig, så han fik afledt mine tanker sådan meget fornuftigt.

Svaret på undersøgelsen viste at Miko slet ingen hørelse havde, altså at han faktisk er døv.
Man finder ud af fra Gentoftes side, at der er en virus som har gjort at han enten ville blive født døv eller med tiden miste hørelsen. En virus jeg har haft i min graviditet, som viser sig i form af influenza lignede symptomer (hvis den altså overhovedet viser sig, hvilket den ikke gjorde hos mig)
Vi skal altså nu træffe en beslutning om hvordan Mikos fremtid skal være. Skal vi udsætte ham for endnu en tur i narkose, og en operation for at han kan få hørelse, eller skal vi give ham et liv uden lyd?
Jeg tror ikke vi havde kunne leve med os selv hvis vi havde valgt den sidste mulighed.
Uanset hvor hårdt det var at skulle have ham i narkose endnu en gang, så ville det uden tvivl være det bedste for Miko.

Onsdag d. 30. marts 2011, bliver dagen hvor Miko skal opereres – kun tre måneder efter første besøg på Gentofte – en dag jeg aldrig vil glemme.
Vi overnattede hos min mor fra om tirsdagen, da min mor alligevel skulle med ind på sygehuset og være støtte.
Da Miko komi narkose, var jeg helt ødelagt, og kunne ikke rigtig fokusere eller tænke på andet end, “Hvad nu hvis det går galt”
Selvfølgelig gjorde det ikke det, men at ligge sit barn i narkose til en operation i hovedet, så tæt på alle de vigtige nerver er ufattelig hårdt. Især når man ikke ved hvor længe det tager.
Det tog så sådan ca. 4 timer og 35 minutter før de ringede og sagde at han nu kom på opvågning.

196505_10150130410452850_3762087_n

197072_10150130410542850_993546_n

Men jeg er stolt af min dreng.. Han klagede én gang over smerte.

Det der generede ham mest, var altså den der turban han havde fået om hovedet. Det forstår man så godt, den blev ved med at glide ned i øjnene på ham, hele tiden.

207432_10150130410717850_3580149_n

Vi skulle være indlagt til dagen efter, og der ville han få den store forbinding af. Inde under, var der de her store ar, på hver side af hovedet.
At det ikke har gjort ondt, forstår jeg virkelig ikke.
Jeg har en viking, og en rigtig sej én..

 

Det har selvfølgelig sat sine spor den lille dreng at han allerede har været så meget igennem i hans korte liv.
Han har været i narkose 7 gange allerede. Én gang for hvert leveår. Det synes jeg er ALT for meget.

Han kan, sådan ud i det blå, kigge på mig, pege på sin hånd og sige; “ikke nogen nål i mere”
Det er for mig tegn på at det har sat dybe spor i ham og ar på sjælen..

Men jeg har en super glad dreng, alt taget i betragtning, som har haft en fantastisk tilgang til livet, og accepteret at tingene er som de nu engang er.
Man kan så godt mærke på ham nu, efter han er startet i skole, at han bliver frustreret over at sproget ikke er som de andres, og at han ikke kan udtrykke eller forklare sig ordentligt.
Tålmodighed er vejen frem. Og der skal MEGET af den til..

12967448_10153979275487850_8846915510977236844_o

Og så lige et billede af hvordan bassen ser ud i dag ?
Min store glade dreng ?

 

 

 

 

 

wordswag_1481725501945

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

3 Kommentarer

  • Svar Camille 18. november 2016 at 19:06

    Du skal nok overveje en anden skrifttrype, du skriver fantasisk, men det er virkelig svært at læse.

    • misscarstensen
      Svar misscarstensen 19. november 2016 at 7:37

      Tusind tak for din kommentar, jeg har selv tænkt at den var lidt kringlet at læse.
      Jeg vil prøve om jeg kan finde en der er mere læsevenlig ?

  • Svar Når den der lille "nyhed" får det hele til at vælte | misscarstensen 6. december 2016 at 14:58

    […] jeg har skrevet i et tidligere indlæg Mit barn er ikke som alle andre, så er Miko ikke helt som alle […]

  • Skriv en kommentar